Revyen trak fulde huse i Pavillonen i Thorsø!

Revysucces i Thorsø!


For 21. år i træk var der i det, der førhen hed cabaret’en og nu hedder revyen, lagt op til en kunstnerisk succes.
Men det blev også en publikumsmagnet uden lige; fredag og lørdag aften for fulde huse i Pavillonen i Thorsø.
 

Kaj og Andrea

Rammerne var de gammelkendte.
En god, dansk middag, kaffe og kage i de for publikum velfortjente pauser mellem latterudbrud efter latterudbrud, der kan tage kræfterne og pusten fra de fleste. Alt sammen garneret af musikalske indslag. Og ingen skal vide sig sikre for skuespilholdets skarpe men kærlige satire.
Lokale som landskendte blev behandlet.
Privatiseringen af kommunale veje i Thorsø fik en særlig omgang, hvor der blev ringet op til både Charlotte Green, Poul Nyrup, Kurt Andreasen og flere lokale notabiliteter for at høre deres mening om den historie.
Charlotte Green indrømmede blankt, at forslaget var fremsat for at skabe lighed mellem Thorsø og den østlige del af kommunen. I den sammenhæng havde formanden for Thorsø Vandværk, Svend Thestrup,  overvejet at nedlægge vandværket for at skabe lighed med visse områder syd for Sahara.

De gammelkendte figurer, Kaj og Andrea, dukkede op og gav en morsom gennemgang af aktuelle avishistorier – mest fra sladderpressen.
Andrea havde ræsonneret sig frem til  sikker viden om Stephen Kinnocks seksuelle præference. Detaljerne skal vi undlade her i en pæn avis.
Dukkeførerne for Kaj og Andrea gjorde det fantastisk flot.

Karsten og Helge dukkede også op i år i en kano på Gudenåen. De var på diæt og havde medbragt en masse sund proviant til turen – bl. a. sunde chips og gulerodssaft, men turen endte alligevel i det gamle spor, og de nåede da heller ingen vegne.

Live fra Bramer gav et overblik over seneste nyt fra Thorsø og omegn.
Stationen var blevet solgt og skulle omdannes til “friplejehjem”.
Serviceniveauet i lægehuset fik også en omgang, så det bliver sikkert forbedret inden næste års revy!

Som noget nyt i år var der hængt en storskærm op i loftet, hvor der kunne vises fotos og klip, der havde med indslagene at gøre.
Så kørte der nogle små filmklip med reklamer fra Eurospar.
Det var kendte reklameindslag fra TV, som revyholdet havde lavet deres egne lydspor til.
De vakte morskab, så taget i den gamle Pavillon var ved at løfte sig – og selv købmanden morede sig, selv om der kom nogle grimme afsløringer om: Sandheden om Eurospar!
Vi skal ikke glemme sangene og musikken.
 

De tre sanglærker med deres fantastiske stemmer kunne kalde på de nostalgiske følelser hos publikum, når de sang de velvalgte arrangementer til musik af Henrik Birk Aaboe og de unge musikanter på henholdsvis trommer og bas, Martin Schøler og Jonas Thyrsted.

Multitalentet, Jens Bramer Sørensen, skulle bare vise sig på scenen, så skyllede latteren op mod ham – enten han gav den som Troels Trier, Benny fra Olsenbanden eller en af lægerne fra Thorsø Lægehus.
Jo, han er en legende i revysammenhæng, den gode Jens Bramer.

Efter nogle år med vigende publikumsantal var Pavillonen i år på bristepunktet med et gennemsnitligt publikumstal på over 110 de to aftener. “Kunstnerisk har vi gennem årene fornyet os, og nu vender publikum tilbage som i fordums dage”, siger en tilfreds Jens Bramer Sørensen, der har været med gennem alle 21 år.
Hans Dahlgaard, formand for Thorsø Borger- og Håndværkerforening supplerer, “Jeg ved, der er folk, som trofast har været her år efter år, der i år ikke kunne få billet. De var simpelthen udsolgt. Rygter sagde endda, at nogle havde købt billetter til såvel fredag som lørdag aften for at få oplevelsen to gange, men såvidt vi kunne se, åvar der dog ingen gengangere.”
Såvel arrangørerne som de udøvende kunstnere har efter weekendens indsats og succes mod på at tage fat på næste års revy. Konceptet bliver nok det samme. “Men pas på, ingen skal føle sig sikre. Hvem som helst kan få en kærlig behandling på scenen i Thorsø Pavillon den sidste weekend i oktober.”, erklærer skuespillerne, sangerne, musikanterne, tekstforfattere samt lyd- og lysfolk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *