Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Nyt udseende til Sallvej, Jernbanegade og Møllevej.

chikaner

I forbindelse med separatkloakeringen har Thorsø Håndværker- og Borgerforening i samarbejde med Favrskov Kommune arbejdet med en fornyelse og forskønnelse af hele vejforløbet gennem byen.

Det betyder:

– Ny asfalt på hele forløbet.

– Den røde asfalt vender tilbage til Torvet.

– Der kommer fortov langs Møllevej helt ud til XL.

– Nye og ens trafikchikaner gennem hele byen.

Der er netop lavet en prøveopstilling af chikanerne, der er en følge af adskillige henvendelser fra byens borgere til kommunen om at få dæmpet bilernes hastighed gennem byen.

Det betyder, at der kan ændres på opstillingen.

Derfor beder vi om kommentarer og ændringsforslag inden 23. juli på borgerforeningens mail:

thb8881@gmail.com

Vi vil så i samarbejde med kommunen finde den bedst mulige opstilling.

Referat og fotos fra Generalforsamlingen 2018

Status på aktivt år i Thorsø

Formanden for Thorsø Håndværker- og Borgerforening, Martin Bjerregaard Jensen, kunne se tilbage på et år med mange aktiviteter til gavn for byen i sin beretning på foreningens generalforsamling forleden.

– Med afsæt i sidste år visionsmøde er vi nået langt omkring. Vi har en arbejdsgruppe, der arbejder på at skabe et nyt og mere indbydende torv, der også på lidt længere sigt får græsplænen ud mod Højgaardsvej omdannet til en lille bypark, ligesom vi nu tager skridt til at sikre en mere autoriseret trafik på og omkring torvet, kunne formanden løfte sløret for.

Borgerforeningens bestyrelse har gennem det seneste par år arbejdet for at udvide og forbedre byens allerede store stisystem.

Mange stier

– Vi ser Thorsø som ”Byen med de mange stier”, og det arbejder vi videre med. Der er i den sammenhæng god grund til at rose Favrskov Kommune for et særdeles positivt og konstruktivt samarbejde. Vi har fået opbakning til alle vore ideer og planer, og penge og kommunal arbejdskraft har heller ikke manglet, sagde formanden.

Det, der er nået, er en færdiggørelse af stien fra Tidselbjergvej gennem Thorsø Enge til Møllevænget og Rosenparken. I år har kommunen endvidere afsat midler til at forny broen i bunden af engstrækningen.

– Også adgangsforholdene til tangen ved bækken tæt på Mølledammen er blevet i orden, og disse stiprojekter er i begge tilfælde sket med stor opbakning og velvilje fra de berørte lodsejere. Det er altid glædeligt, når byens borgere er positive omkring foreningens projekter, sagde Martin Bjerregaard Jensen, der rundede denne del af beretningen af med at omtale den kommende renovering af hele vejforløbet gennem byen fra Sallvej til Møllevejs udmunding i Højgaardsvej.

– Der bliver tale om nye trafikregulerende chikaner, der tager mere hensyn til de bløde trafikanter, fortov fra Møllevænget til Højgaardsvej og ny asfalt, når kloakeringen er afsluttet, fortalte formanden.

Formanden gennemgik kort årets arrangementer, der forløber som traditionerne byder med god opbakning.

 

Tiltrængt oprydning

– Næste arrangement er affaldssamling og oprydning i byen, og jeg vil da gerne i en forbindelse opfordre til, at folk også får ryddet op på deres egen grund, lød det fra formanden.

Borgerforeningen ser det også som sin opgave at støtte initiativer i byen, og derfor er der givet tilsagn om 50.000 kr. til idrætsforeningens multibane ved Tungelundskolen og udlæg for produktionsomkostningerne i forbindelse med Dan Jensens cd-projekt.

Afslutningsvis løftede Martin Bjerregaard Jensen sløret for bestyrelsens planer for det kommende år, hvilket blandt andet drejer sig om en opgradering af legepladsen ved pavillonen, fortsat arbejde med veje, stier og torv, planer om ny julebelysning og en informationsfolder om Thorsø.

Formanden blev sammen med næstformanden, Niels Bramer Sørensen, genvalgt til bestyrelsen. Genvalg var der også til suppleant Vagn Sohn og revisor Ingvard Nygaard.

Kassereren, Anette Povlsen Hvam, gennemgik regnskabet, der viste et pænt overskud.

Efter generalforsamlingen var der en drøftelse af nye visioner og udfordringer for byen.

Her kom debatten blandt andet til at dreje sig om idrætsforeningens vigende medlemstal og mulige årsager dertil, kollektiv transport, menighedsrådets hjælp-hinanden-projekt ”Elsk Thorsø”, der løber af stabelen til efteråret samt om mulighederne for at aktivere byens ældre borgere, blandt andet i idrætsregi.

Godt 20 deltog i generalforsamlingen.

PRESSEMEDDELELSE

Thorsørosen til Svend Købmand

Det var en på mange måder markant person i Thorsø, der blandt 17 indstillinger, der pegede på ni forskellige muligheder, fik Thorsørosen i aftes på Thorsø Håndværker- og Borgerforenings generalforsamling.

– I kriterierne for Thorsørosen står der blandt andet, at den kan gives til borgere, der har gjort en ekstraordinær indsats for byen eller har bidraget særligt til byens udvikling. Det er ord, der i høj grad passer på årets modtager af rosen, købmand Svend Aage Laursen, der har Meny i Thorsø, siger formanden for borgerforeningen, Martin Bjerregaard Jensen.

I sin motivering for, at borgerforeningens bestyrelse i år valgte at give rosen til Svend Aage Laursen, sagde Martin Bjerregaard Jensen på generalforsamlingen blandt andet:

– Du har gennem mange år med din forretning sat et positivt præg på bybilledet, og uden dig og alt det, du favner med butikken, ville der nok være meget andet i Thorsø, der ikke kunne lade sig gøre. Du lader ikke stå til, men er hele tiden i udvikling.

Formanden fremhævede Svend Aage Laursens uhøjtidelige, hjælpsomme og imødekommende væsen.

Det blev også fremhævet, at Meny trækker kunder til Thorsø, skaber liv i byen, er med til at gøre Thorsø attraktiv at bo i og flytte til, samtidig med at butikken giver et pænt antal arbejdspladser.

– Sat lidt på spidsen så har vi stadig en bank, hvor vi kan hæve penge i mere end halvdelen af døgnets timer, hvor andre banker efterhånden lukker kassefunktionen, vi har et apotek, et posthus, en pakkecentral, vaskeri- og renseriindleveringsted og meget mere. Alt sammen med den samme fleksible åbningstid, sluttede Martin Bjerregaard Jensen sin motivation for Thorsørosen, som han bad Svend Købmand dele med sine ansatte.

Thorsørosen består af et diplom, en buket blomster, 1000 kr. og et års gratis medlemskab af Thorsø Håndværker- og Borgerforening.

Svend med Thorsørosen

THORSØROSEN 2018

Det er hvert år en stor og spændende opgave for bestyrelsen at skulle udvælge modtageren af Thorsørosen blandt de indstillinger, der er kommet.

Til at støtte os op ad, har vi de kriterier, der er udstukket for uddeling af hædersprisen:

Thorsø Håndværker- og Borgerforening uddeler hvert år Thorsørosen til et eller flere mennesker med tilknytning til Thorsø, som har gjort en ekstraordinær indsats for byen og dens borgere.

Prisen kan tildeles en person, en familie, en gruppe, en forretning eller en virksomhed, som har bidraget særligt til byens udvikling.

Prisen vil også kunne gives for en speciel god idé, en særlig indsats i foreningslivet eller andet, som har bidraget til en fortsat positiv udvikling i Thorsø.

Igen i år var opgaven overvældende. 17 indstillinger pegede på ni forskellige muligheder.

Alle muligheder relevante i forhold til kriterierne og næsten halvdelen også emner, vi gerne ville give rosen.

Vi havde de sædvanlige frustrationer og forslaget om at uddele flere roser kom også op i bestyrelsen, sådan som det plejer, når vi sidder og skal vælge.

Vi er heldige, at der er så mange i vort lille samfund, der fortjener rosen, blev der skrevet i én af indstillingerne.

Nu er det jo imidlertid bestyrelsens opgave at vælge, og det har vi gjort.

Jeg vil først, inden jeg direkte sætter navn på, citere nogle af indstillingerne:

  • XXX har gennem mange år sat et positivt præg på bybilledet i Thorsø.

  • Hvis vi ikke havde XXX i byen var der nok ikke ret meget af alt det andet, der ville kunne lade sig gøre og gå helt så godt.

  • XXX medvirker til, at Thorsø er en attraktiv by at bo i.

  • Vi må sætte pris på XXX og giver XXX rosen for at holde vores by i gang og være en, der ikke bare lader stå til, men hele tiden er i udvikling og følger med.

  • For egen regning kunne jeg tilføje: ikke bare følger med, men som regel er foran.

  • En god, positiv, imødekommende og afslappet stemning, hvor XXX på en uhøjtidelig måde går foran.

Og lidt løse tillægsord fra indstillingerne:

Hjælpsom, initiativrig, venlig, humoristisk, afslappet – og mere kunne føjes til.

Vi skal imidlertid til at have sat et navn på, og jeg tror, det ligesom sidste år er lykkedes mig at få rosemodtageren med til generalforsamlingen, uden at vedkommende ved hvorfor.

Og det er også betegnende for den, jeg om lidt nævner, at vedkommende fremover ihærdigt vil påstå, at det havde han regnet ud.

For en ”han” er der tale om.

Og jeg vil med et par citater fra indstillingerne, der har peget på den, der nu skal have rosen, løfte sløret, så vi snart alle ved, hvem der skal hædres:

  • Det at butikken altid er i udvikling og har et altid hjælpsomt personale gør, at der altid er liv i “midtbyen“, og at der kommer mange og handler udefra. Det er jo med til at andre butikker også kan eksistere, og at Thorsø er en attraktiv by at bo i. Det gør jo så igen at vores huspriser holder, så det er jo godt for os alle.

  • Ud over det giver han jo også mange arbejdspladser til byen, både voksne fuldtidsansatte og ikke mindst ungarbejdere.

  • Svend Åge – DER KOM NAVNET SÅ – har formået at fastholde udviklingen af en god og sund butik her i byen. Samtidig har butikken været med til at forskønne udseendet i byen. Svend Åge har fasthold et positivt og kundevenligt miljø fra den lille nærbutik til den nu store butik, der har kunder fra et stort opland. Der er normalt en god, positiv, imødekommende og afslappet stemning i butikken. Her går Svend Aage på en uhøjtidelig måde foran.

  • Personligt er Svend Åge hjælpsom og imødekommende – også ud over det forretningsmæssige.

Svend, du påtager dig gennem din forretning alle de funktioner, der ellers forsvinder fra byer af Thorsøs størrelse.

Sat lidt på spidsen så har vi stadig en bank, hvor vi kan hæve penge i mere end halvdelen af døgnets timer, hvor andre banker efterhånden lukker kassefunktionen, vi har et apotek, et posthus, en pakkecentral, vaskeri- og renseriindleveringsted og meget mere.

Alt sammen med den samme fleksible åbningstid.

Vi har en købmand, der kører varetur langt omkring, og du har et personale, der stadig hjælper kunderne med at få varerne pakket.

Du har også i omkring 20 år været i borgerforeningens bestyrelse og er stadig, som jeg tidligere i aften har været inde på, er stor hjælp for foreningen i mange sammenhænge.

Svend, når jeg nu giver dig Thorsørosen 2018, vil jeg samtidig også bede dig tage roserne i indstillingerne med til dit personale, for det er også deres fortjeneste, at Meny i Thorsø i den grad er et omdrejningspunkt i byen.

Generalforsamling i Thorsø Håndværker- og Borgerforening den 13. marts

 

THB-Lisbeth-symbol-færdig

Indkaldelse til

GENERALFORSAMLING

Thorsø Håndværker- og Borgerforening

Tungelund Aktivitetscenter

Tirsdag d. 13. marts kl. 19

 

Aftenen indledes med et oplæg ved energirådgiver Carsten Vejborg, Energitjenesten Jylland-Fyn, om boliger, energibesparelser og komfort. Der vil også fra hans side være et tilbud om gratis energitjek af boliger.

Kl. 19.20 er der generalforsamling med følgende dagsorden:

  1. 1.   Valg af stemmetællere.
  2. 2.   Valg af dirigent og referent.
  3. 3.   Formanden aflægger beretning om foreningens arbejde, initiativer og aktiviteter i det forløbne år samt om planer og initiativer i den kommende periode.
  4. 4.   Kassereren gennemgår de vigtigste arrangementers økonomiske forløb og fremlægger derefter det reviderede årsregnskab til generalforsamlingens godkendelse.
  5. 5.   Fastsættelse af kontingent.
  6. 6.   Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. (Martin Bjerregaard Jensen of Niels Bramer Sørensen (bestyrelsen) og Vagn Sohn (suppleant) er på valg (og er villige til genvalg).
  7. 7.   Valg af revisor.(Ingvard Nygaard er på valg og er villig til genvalg).
  8. 8.   Indkomne forslag (forslag skal være formanden i hænde (thb8881@gmail.com) senest 4. marts).
  9. 9.   Evt.

Efter generalforsamlingen lægger bestyrelsen op til en drøftelse af ”fortsat udvikling i Thorsø”. Sidste års visionsaften satte en del ting omkring veje, stier, torvet med mere i gang. Nu går vi et skridt videre og vil gerne lægge op til en debat om, hvad vi også mangler i Thorsø, og hvad vi skal satse på i fremtiden for at bevare Thorsø som en attraktiv by at bo og at bosætte sig i. Der vil være et oplæg, hvilke ting der har betydning for at bevare byer af Thorsøs størrelse, men ellers er det op til mødedeltagerne at sætte kursen for Thorsø.

 

TIL SIDST:
Uddeling af Thorsørosen

 Billedresultat for rose